Dansk Nordisk Modstandsbevægelse

Rådet til sikring af borgernes ukrænkelige rettigheder

Der er krig i Afghanistan og Danmark deltager aktivt i denne krig, en kamp mod en stammebevægelse, der har deres helt egne normer og leveregler, nogle vi i den civiliserede verden, for længst har lagt bag os.

 

Stammebevægelsen hedder Mujahidin, Taleban og kom til magten i et politisk tomrum i Afghanistan. Bevægelsen hylder den Suni-muslimske udgave af Islam. Den fører en skånselsløst hellig religionskrig og målet er, at alle skal leve efter Talebanernes religiøse overbevisninger. Parolen er klar. Enten indordner man sig 100 % de religiøse normer eller også må man forstå, at man er imod Taleban og at der ikke er plads til sådan een i deres samfund. Dem der ikke er plads til, skal fjernes, udrenses, hvilket betyder dræbes.

 

Vi hører ikke så meget om, hvad der foregår bag facaden af denne bevægelse. Det har sin naturlige forklaring. Kun meget få slipper levende ud af bevægelsens klør. De det lykkes for, har så mange traumatiske oplevelser, at de slet ikke kan fortælle om dem. De er så voldsomme, at bare det, at tænke på noget af det man har oplevet, er et mareridt i sig selv. Forholdet blev kendt fra de amerikanske krigsveteraner fra Vietnam-krigen, der på slagmarken har set eller deltaget i uhyrlige handlinger. Krig er ikke for tøsedrenge, som de udtrykker det kort.

 

Jeg har i mit arbejde mødt en del personer, som har haft meget voldsomme oplevelser helt tæt ind på livet. Jeg har ikke ønsket at ribbe op i minderne. Jeg har kun lyttet til det, de selv af egen drift ville fortælle eller snarere kom til at fortælle. Der er et billede der går igen. Man kan ikke fortælle om det, skrive det ned bagefter, som var det en dagbog man skrev. Man kan kun fortælle rækkefølgen af den rejse man har været ude på. Kun overfladisk, ingen detaljer. Det der virkelig skete fortrænges, kroppen forsvarer sig, sjælen slukker for strømmen.

 

Da personens ve og vel, samt håbet om at komme over traumerne tæller mest, begraves oplevelserne i kroppen. Man får det ikke engang bedre af at tale ud om det. Det er kun som at rive og flå såret op igen og så har man det endnu sværere bagefter. Forståelse for denne virkelighed og tilliden, hjælpen til en opfyldelse af ønsket om en tilværelse uden frygt for enhver myndighed eller magtperson, som netop symboliserer det, man er flygtet fra, det er medicinen. Der skal synlige tegn for denne beskyttelse til og det kræver både pli, indsigt og styrke overfor de ”væsener” der skal sagsbehandle og bestemme. Deres dagsorden er ikke den samme. De har et arbejde. De har nogle procedure og regler, der skal følges. Dette er problemet i disse sager. Dette er konflikten, giften for en bedring hos den ramte person.

 

Vagtsomheden overfor eventuelle snydere, sidder stærkt i baghovedet på disse professionelle sagsbehandlere og beslutningstagere. Mange af dem har det handicap, at de slet ikke har den livserfaring, som er en forudsætning. Man møder jo også de samme tilfælde hver dag og det påvirker da een. Man får hurtigt nok, man mister evnen til at lytte og observere. Man kommer til at lede efter tegn, der skal bekræfte een om, at her sidder der igen een der vil snyde systemet. Man bliver ”fagblind” og træffer derfor de forkerte beslutninger for de forkerte. Dem der kan lektien, de får asyl og ophold. Dem der er så ødelagt i sjælen af deres voldsomme oplevelser og som ikke kan forstå, hvorfor de slap ud i live, når alle de andre blev mishandlet ihjel. De får et afslag, det kommer bag på dem. Et afslag, der virker lige så urimeligt og så ødelæggende, som det de flygtede fra med livet i behold. De må da vide, at jeg flygtede fra nogle mennesker, der misbrugte deres magt overfor ikke bare mig, men mange andre som bare ikke overlevede mishandlingerne. JA, men du fortalte jo ikke i detaljer om det. NEJ, for det kunne jeg ikke klare, min krop nægtede at genopleve grusomhederne.

 

Dette er introduktionen til den beretning fra en ung mand, der sammen med sin bror, blev indfanget af Taleban og som blev holdt fanget i deres primitive afstraffelses-system i gennem 3 år. Tvungen til, på må og få, at blive mishandlet på det grusomste og som om det ikke var nok, også blev tvungen til at overvære mishandlingen og den bestialske likvidering, nogle af fangerne, de levede sammen med, tilfældigt blev udsat for, som en afsluttende gestus.

Her er hans beretning, en klassisk flygtninge beretning, der under overfladen lader os ane, hvad han og hans bror, to unge knægte på 14-15 år, måtte gennemleve.

Torben Wilken, formand


Mit ufrivillige liv med Taleban og min skæbne i Danmark

Jeg hedder Asadullah Afzali og er født i Kabul i Afghanistan. Jeg kan huske senere, at vi gik i skole og havde det rigtig godt. Der var ingen krig. Først da Mujahidin kom til som et nyt regime eller bande ændredes hverdagen sig drastisk. Hverdag døde mange mennesker rundt omkring byen Kabul og livet var blevet besværligt. Min familie blev nødt til at flygte fra Kabul til en anden by i Afghanistan som hedder Mazare-Sharif. Her var byen under Abdul-Rashid-Dostoms ledelse og magt. Her var livsvilkårene lidt bedre end i Kabul. Vi gik i skole og arbejdede også ved siden af vores skolegang. Vi og andre børn i byen levede et stille, trygt og roligt liv. Men det går ikke altid så godt, som det skulle. Der kom en dag nye gruppe krigere tilhørende Taleban til området

 

Taleban.

Alle i byen Mazare-Sharif havde hørt om Taleban og deres helt egne stammelignende love og religiøse leveregler. Folk var virkelige tavse og bange for tilstedeværelsen af disse krigere og voldelige bander. Man vidste at der ville komme krig i Mazare-Sharif også, fordi Taleban næsten havde overtaget ledelsen i mange andre byer i Afghanistan. Taleban kom uheldigvis også for at overtage Mazare-Sharif.

 

Som sagt, havde de deres egne mærkelige stramme regler og en speciel fremmed levevis. Hver dag tvang de således byens mænd til at tage til moskeerne for at bede. Beboerne i byen var virkelig blevet frustreret over de nye tider med urimelige og fremmede stramme regler alle bare skulle følge. Jeg kan huske, at man holdte mange skjulte møder om natten nede i kældrene for at finde en vej, en måde på at skubbe Talebanerne ud og væk fra byen. Det lykkedes til sidst for folket, da byen rejste sig mod Taleban og startede demonstrationer mod Taleban. Det blev voldeligt og byens befolkning havde fået nok af tyranniet og begyndte at jage Talebanktigerne ud af byen og efterfølgende begyndte at slå Talebankrigerne ihjel med skydevåben, sten og andre primitive men anvendelige ting. Aktionen mod Taleban lykkedes kun fordi, kun meget få ønskede dem i byen. Det var et voldsomt hårdt blodbad. Der lå lig alle vegne. Stanken af de døde kroppe var næsten ikke til at holde ud. Fordi rigtig mange af Talebankrigerne og deres tilhængere blev dræbt, måtte de meget få, der stadig var i live, nødvendigvis flygte ud af byen. Sejren over ”de onde” var total og alle åndede lettet op. Sammenholdet i byen voksede markant. Alle passede nu på hinanden. Der var synliggjort en fælles fjende. Vi blev virkelig til en hel by, en ny stor familie kan man sige. Det gamle regime var lammet i nogle dage. Alle levede i en sejrsrus. Den gamle regering var næsten alle blevet dræbt af Taleban, så der var ingen rigtig tilbage til at lede byen mere.

 

Abdul-Rashid-Dostom var flygtet bort til Usbekistan. Men byen fik endelig fundet en ny leder, som dannede en ny regering. Han var Shiamuslim som hovedparten af befolkningen i området. Han fik magten, fordi han havde militærfolk med rigtige våben bag sig og derfor kunne beskytte byen bedre. Han hed Mohaqeq.

 

Han havde magten i et stykke tid, men så kom krigen tilbage igen. Taleban havde ikke opgivet at besejre byen og hævne det grusomme nederlag de havde lidt. Denne gang kom de med en større hær af militærfolk. De havde mange våben. De var virkelig optændte og blødtørstige. De var for mange og for stærke for Mohaqeq, så de overtog desværre byen igen. De startede en regulær udrensning af byen. Alle de, som havde deltaget i demonstrationerne, i optøjerne og i kampen mod Taleban skulle findes og slås ihjel. Det blev en ren massakre, hvor man primært gik efter folks religiøse tilhørsforhold. Var man Shiamamuslim, var man dødsdømt på forhånd. Bare påstanden om, at man nok var det, var nok til at man skulle udryddes. Ingen rettergang, eller kun en skuespil af en rettergang afholdt af Talibankrigerne, udløste en omgående aflivning ofte ved hængning eller halsafskæring af offeret på offentlige gader til skræk og advarsel.

 

De var overbevidste om, at første gang Taleban kom til området og hvor de massivt blev stenet ud af byen, var det kun Shimamuslimerne, der havde protesterede og deltaget i kampen imod dem. Mange folk på gaden blev derfor vilkårligt anholdt. Det var ikke kun Shiamuslimer der blev taget til fange, bl.a. min storebror og jeg. Alle blev kørt til en by i nærheden der hedder Karte Aryana, en by som også ligger i Mazare-Sharif området. Her var et meget stort hus med en rigtig stor kælder. De tog os alle med ned i husets kælder og stillede os op i en lang række. Deres første spørgsmål til hver enkelt var, om man var Shia- eller Sunimuslim? Min bror og jeg vidste ikke, at de var så blødtørstige efter Shiamuslimer, bare fordi de virkelig troede, at det kun var Shimamuslimerne der havde slået deres soldater ihjel tidligere. Vi var naive og sagde begge to sandheden som den var, at vi var Shiamuslimer.

 

Efter alle var blevet spurgt, sorterede de os alle i to rækker. En række af Shiamuslimer og en række af Sunimuslimer. Sunimuslimerne blev løsladt efter et stykke tid, mens alle Shimamuslimerne blev holdt fortsat fanget.

 

Vi blev holdt i kælderen i ca. 1 måned, hvor vi blev virkelig blev mishandlet og chikaneret. De slog os flere gange i løbet af dagen og spurgte os hele tiden efter, om hvor mange talebanske soldater vi havde slået ihjel. De spurgte os også efter hvor mange geværer og andre våben vi havde. Min bror og jeg var ikke så gamle den gang, men de slog og mishandlede os på lige fod med de andre ældre mænd. En dag slog de mig så hårdt på munden, at jeg brækkede mine tre forreste tænder. Jeg lå på jorden og skreg af smerte, mens en af dem kom så bare hen og stillede sig på mine fingre, og en anden pressede mit hovedet hårdt ned mod gulvet. Jeg troede jeg skulle dø. De slog min storebror med en geværkolbe lige på hans hoved og han blødte rigtige meget bagefter. Vi kunne ikke engang forsvare os, de var så mange og så umenneskelige.

 

Tiden i kælderen var ulidelig og føltes umådelig lang. Lige så snart man bare rørte sig eller sagde noget til en anden, blev man straks chikaneret og slået med alle mulige ting, som de lige fik fat i.

 

Vi har været vidner til mange grusomme handlinger mod Shiamuslimer. Vi har set mange hovedafskæringer og mange andre uhyggelige handlinger, som hudafskæring, afskæringer af både hånd og ben. Hverdag og hver eneste øjeblik kunne min bror og jeg blive tvunget til at opleve selve døden udført foran vores øjne. Vi følte hver gang, at nu var vores tur kommet. Denne konstante frygt og rædsel slap os aldrig. Vi kunne sagtens have været døde i talebanske hænder. Det at vi lever i dag, er et ufatteligt stor held.

 

Efter ca. en måned blev vi alle flyttet fra kælderen. Vi blev stillet op foran huset og en for en lagt i håndjern og sat op på ladet af en lastbil. Her blev vi lænket samme på benene med hinanden. Vi blev kørt til en anden by i Mazare-Sharif området som hedder Balkh. Her blev vi igen ført ned i en kælder. Det var kun byen og kælderen der blev skiftet ud, al deres grusomheder og ondsindede handlinger var på plads. De chikaneret os blot endnu hårdere end tidligere. Hverdag kom der flere Shiamuslimer som fanger til kælderen. Vi fik kun et glas vand og et lille stykke brød til at spise om dagen. Vi var her i denne kælder i ca. 1½ måned, så kørte de os igen på samme måde til en anden by med navn Baghlan. Her var der et stort lukket område. Der var plads til rigtig mange mennesker. Vi var ca. 300 til 400 hundrede Shiamuslimske fanger

 

Grunden til at de ikke valgte at slå os ihjel pinte os meget hver dag. Vi kunne ikke forstå det. Hvorfor kun alle de andre og ikke os? Vi turde ikke spørge. Vi havde lært lektien. Her spørger man ikke om noget som helst. Man ”lever” eet minut af gangen. Hver gang der kommer en af fangevogterne, gør man sig klar til at sige verden farvel. Det er frygteligt svært at klare dette konstante pres. Var det måske fordi vi var så unge og at de havde helt andre planer med os. Vi forstod ikke hvorfor vi skulle se på alle de grusomme handlinger de fortog sig. De hentede os og tog os med vilje min bror og mig med for at vi skulle se på deres grusomheder. De sagde vi skulle nyde det at kunne kigge på, vi skulle lære hvordan de slår mennesker ihjel med koldt blod. Vi skulle deltage i deres blodrus. Det var et mareridt. Vi vænnede os aldrig til det. Vi var rystet hver gang. Vi havde intet valg. Vi kunne ikke engang lukke øjnene for det af frygt for at det blev opdaget og at det blev skæbnesvangert for os selv. Vi følte os totalt nedbrudt som menneske.

 

Nu var der gået 3 år hvor vi var holdt som fanger hos Taleban. Nu var tiden kommet til at vi skulle til Kabul sagde de. Jeg forstod ikke rigtigt hvorfor vi lige skulle til Kabul, men vi havde begge hørt lidt om, at de ville oplærer os til selvmordsangribere. Vi skulle bruges i kampen mod de fremmede styrker og de vantro på markedspladsen.

 

Vi blev en tidlig morgen gennet sammen med en stor anden gruppe, vi fik håndjern på og blev sat op på lastbiler hvor vi igen blev lænket sammen på benene med de andre fanger. Hele kolonnen af biler skulle til Kabul og vi var den sidste lastbil i kolonnen. Den officer som skulle aflevere os og resten på lastbilen til den rette Taleban leder i Kabul, opdagede vi forstod helt fint persisk. Vi kom i snak med ham turen var jo lang. Vi havde det fint med ham, men vi lage mærke til, at han alligevel virkede meget nervøs over situationen. Vi troede det var fordi vi var sidste lastbil og vi skulle slutte kolonnen. Da vi var kommet et godt stykke vej uden for byen, stoppede han pludselig lastbilen og kom hen til os. Han åbnede håndjernene og tog dem fra os, han frigjorde os derefter hurtigt fra fodlænkerne. Så sagde han til os, at vi skulle hoppe ned af lastbilen og hurtigst muligt løbe væk, langt væk. Vi forstod ikke noget af det, men vi turde ikke andet end at gøre som han sagde. Han gentog i en mere bestemt tone, at vi skulle ud af bilen og flygte langt væk. Han sagde ikke andet end at løbe væk herfra og så gav han besked på at lastbilen skulle køre igen. Min bror og jeg blev virkelig både overrasket, men også frygtelig bange. Vi kunne slet ikke forstå, ja tro at det her var virkeligt og hans mening. Vi kiggede os derfor hele tiden rundt til alle sider medens vi løb alt det vi kunne. Vi var sikre på at der måtte være nogen som skulle se os og derefter skyde os ned. Men vi rystede tanken af os og løb hele tiden længere væk fra det sted hvor vi blev beordret ned af lastbilen. Til vores lettelse og overraskelse var der ingen der stoppede os. Efter at vi havde løbet i en lang tid for livet stoppede vi op og lagde os fladt ned. Vi forsøgte at orienteres os om, hvor præcis vi var og aftalte at vi skulle løbe hurtigt muligt til Mazare-Sharif, der hvor vores forældre boede. Da vi kom til Mazare-Sharif og gik hen mod vores hus, fik vi et stort chok. Vores hus var blevet ramt af en raket og halvdelen af vores hus lå i ruiner. Der var ingen tilbage i huset.

 

Vi brød begge to sammen i gråd, vi følte os fortabt og vi troede vores familie alle sammen var døde. Men da vi spurgte en af vores gamle naboer, hvad der var sket med vores hus og vores familie, fortalte han det hele. Han sagde, at efter Taleban overtog magten i byen, kom de også efter min far, fordi han også var Shiamuslim. De havde slået min far så brutalt og så meget, at hans venstre ben blev brækket. De lod ham ligge hjælpeløs på jorden. Da min far ikke fik noget livstegn eller havde hørt noget fra min bror og mig, var han efterhånden overbevidst om, at vi begge var døde under krigen. Derfor besluttede han at resten af familien skulle flygtede til Iran. Efter den behandling han havde fået selv, fandt han ikke der var nogen tid at spilde. Alle måtte de helt væk fra hjemmet.

 

Nu vidste vi ikke hvad vi skulle gøre. Vi var i chok. Vi var knust efter den lange flugt. Vi havde ingen penge og ingen adresse på mine forældre i Iran. Men vi kunne heller ikke blive i Afghanistan længere, fordi Taleban helt sikkert eftersøgte os over alt og nemt kunne finde os hvert eneste sekund. Vi fik også fortalt vores nabo om vores situation hos talebanerne og han forstod vores afmagt. Da han havde kendt os i mange år som børn gav han os nogle penge til låns. Med disse penge kunne vi flygte til Pakistan. Flugten var vanskelig og farlig. Vi frygtede hele tiden at nogen skulle fatte mistanke til os. Det lykkedes dog at nå frem til grænsen til Pakistan i god behold. Her var vi i bedre sikkerhed følte vi og vi søgte og fandt et arbejde hos en bager, hvor vi lavede brød. Vi

tjente lidt penge på denne måde og sparrede op til næste etape der gik direkte mod Iran.

 

Da vi ankom til Iran, opholdte vi os et stykke tid i byen Mashhad. Her fandt vi også et arbejde hvor vi ikke fik så meget i løn, men nok til at vi godt kunne klare hverdagen. Vi havde jo af Taleban lært at kunne leve af meget lidt mad. Vi lede samtidig efter vores familie. Der var ingen der kendte mine forældre. Vi søgte længe men uden noget resultat. Vi blev derfor enige om, at vi var nødt til at flytte os videre til Teheran.

 

Turen til Teheran gik smertefrit. Nu kunne vi rejse helt frit uden at frygte Taleban. Det var en stor lettelse. Vi ankom til Teheran i god behold og efter et stykke tid, fandt vi min onkels adresse som også boede i Teheran. Vi opsøgte adressen og gik en dag hen til min onkels lejlighed, hvor vi bankede på døren. Min onkels hustru, som vi aldrig havde set, åbnede døren men hun kendte heller ikke os, så hun kaldte straks på min onkel.

 

Da min onkel så os, blev han meget overrasket og meget glad. Han blev helt forvirret over at vi virkelig levede og nu stod over for ham. Alle troede jo at vi var blevet slået ihjel. Vi blev naturligvis budt indenfor og der blev disket op for os af alle lækkerierne. Min onkel var stadig helt rundt på gulvet. Han kunne ikke fatte den store lykke der var overgået ham. Vi berolige ham og sagde igen og igen, at det var os og at vi nu havde det godt. Vi fortalte så min onkel hele vores tragiske historie. Vi skånede ham for de værste oplevelser Vi spurgte naturligvis efter vores forældre. Vi fortalte, at vi har hørt at de var flygtet her til Iran. Min onkel sagde at det var helt rigtigt, men at de ikke boede her længere, fordi de var flygtet til Danmark. Vi blev naturligvis igen meget skuffet over at vi ikke var heldige og endelig kunne se vores familie igen efter alle disse år og alt det vi havde været igennem. Men vi fik lov til at bo hos min onkel i et stykke tid. En dag hvor min far ringede til min onkel, fortalte min onkel ham den gode nyhed, at vi nu var hjemme hos ham og at vi levede begge to. Min far troede ikke det var sandt. Hvordan kunne det passe? Da han endelig forstod, at det var rigtigt, blev han naturligvis rigtig glad og han råbte højt til hele min familie, de lever – de lever..

 

Mine forældre henvendte sig til den Danske Ambassade i Teheran, hvor vi så mødte op og udfyldte nogle papirer, men efter kort tid fik vi afslag på indrejse på grund af, at vi nu er over 18 år gammel.

 

Vi kunne ikke blive i Iran uden vores familie der alle har fået politisk asyl i Danmark. Min bror og jeg besluttede derfor at rejse til Danmark og her søge asyl.

 

Der har været meget svært for os begge at tale om de voldsomme oplevelser vi har haft i de 3 år vi ufrivilligt var fanget af Taleban alene fordi vi var født og opvokset som Shiamuslim og ikke som Taleban ønskede det som Sunimuslim. Vi er naturlig begge lettede over, at vi ikke som det var meningen blev brugt som levende bomber mod de fremmede styrker i Afghanistan. Vi har søgt asyl i Danmark på helt samme grundlag som vores familie fik asyl. Vi har så i tillæg haft 3 år i et sandt helvede under den værste form for menneskelig tortur og ydmygelse. Vi har levet i en konstant regulær livsfare og kun fordi Taleban fik helt andre helt bestialske tanke om anvendelsen af os i en kamp mod de mennesker vi ikke var modstandere af, fik vi lov til at leve og kun fordi den officer der havde ansvaret for vores sidste rejse til Kabul i fangenskab, hvor vi skulle optrænes til at være levende bombemænd som vores sidste opgave, ja så brød han sit ansvar for os og vores liv og beordrede os til at flygte fra transporten. Vi er ham stor tak skyldig og vil aldrig glemme ham.

 

I Danmark har myndighederne så behandlet vores asyl-anmodning. Dårlig tolkning af uautoriserede tolke, der kun skal kunne lidt dansk for at komme på politiets tolkeliste, blev det anført i rapporterne, at vi begge blev løsladt af Taleban uden nogen dokumentation herfor, ja så har Flygtningenævnet fastslået, at vi ikke kan gives asyl og tvangsmæssigt skal udsendes til Afghanistan til trods for, at de Afghaniske myndigheder ikke kan bekræfte, at vi er Afghaniske statsborgere fordi vi aldrig er blevet registreret som Afghanere og aldrig har fået noget nationalitetspas.

 

Min bror har nu fået opholdstilladelse i Australien og er rejst derud. Jeg skulle forlade Danmark og det gjorde jeg indenfor den angivne frist. Jeg tog over Rusland og videre til Finland. Her søgte jeg om asyl, men da jeg ikke nægtede, at jeg havde søgt først asyl i Danmark, blev jeg sendt tilbage til Danmark hvor to politibetjente ventede på mig i Kastrup Lufthavn. Jeg blev anholdt og kørt til fængslet i Sandholmlejren. Her sad jeg så og ventede på, at politiet kunne få de Afghanske myndigheder til at give mig en indrejsetilladelse. Den vil de ikke give, da jeg ikke står i deres registre over Afghanske statsborgere. Politiet valgte så at undersøge muligheden af, at sende mig med et privatfly til Kabul og her aflevere mig til de Afghanske lufthavnsmyndigheder. Denne plan fik mig til at bryde fuldstændig sammen psykisk. Jeg er helt klar over hvad der så ville ske med mig. I lufthavnen er der nemlig ansat og placeret Taleban folk som primært skal sikre at deres egne folk uhindret kan udrejse når Taleban ønsker det til opgaver i udlandet. Jeg ville blive overgivet til disse mennesker og så skal der ikke megen fantasi til at forstå, hvilken skæbne jeg så ville møde.

 

Jeg blev reddet ud af Sandholmlejren og kom til privat indkvartering hos min familie i en dyb psykotisk tilstand. Jeg kan kun takke andre danske statsborgere for, at jeg kom under psykiatrisk behandling. Jeg har anmodet om at få min asylsag genoptaget, men Flygtningenævnet har afvist at genoptage den. Nævnet fastholder sin første opfattelse af, at jeg ikke har nogen risiko ved at vende tilbage til Afghanistan. Begrundelsen er, at jeg jo i henhold til alle rapporterne er blevet løsladt af Taleban og derfor ikke har noget at frygte fra dem mere.

 

Jeg sidder i dag og tænker fortvivlet, hvorfor skulle jeg gå gennem alt dette, kæmpe for mit liv under de vanskeligste forhold, med så mange sår på sjælen for til sidst at sidde her og vente på at blive sendt tilbage til det helvede jeg måtte flygte fra. Hvorfor skulle jeg skånes i de første dag af mit fangenskab? Hvorfor kunne jeg ikke bare få mit hoved skåret af som alle de andre i kælderen?

Hvorfor skulle jeg opleve de 3 år med alle de påtvungne oplevelser af den aller værste form for menneskelig grusomhed direkte foran mine øjne og få besked på, at jeg bare skulle nyde synet af volden og især den bestialske måde Talebanfolkene udførte den på?  Hvad har jeg gjort siden jeg skal udsættes for denne urimelige forskelsbehandling? Jeg søger svaret, jeg finder det ikke.

 

Det har taget mig mange måneder at få skrevet denne beretning. Det har gjort ond dybt inde i min sjæl. Jeg har svedt og grædt når oplevelserne skulle hentes frem. Nu er det lykkedes og så prøver jeg at begrave dem igen. Man kan ikke leve med sådanne oplevelser i sit sind. Jeg kan i hvert fald ikke. Jeg satsede på en forståelse, en menneskelighed som skabte FN- Flygtningekonventionen, men hvorfor må den ikke virke, hvorfor må jeg ikke hele mine sår hos dem der forstår mig bedst, min egen familie, jeg og min bror så inderligt søgte at blive genforenet med. Kan nogen mon hjælpe mig med et svar.

Asadullah Afzali

 

 

Posted by Rolf Thomassen Friday, June 29, 2012 10:16:00 AM

Comments

Comments are closed on this post.